Overblik til handicappede over Fyns Amts hjælpemidlerFyns Amt27/04-2005 Pjece giver handicappede overblik over Fyns Amts hjælpemidler Fyns Amt har som det første amt udgivet en pjece om hjælpemidler. Pjecen har til formål at skabe overblik over amtets muligheder for hjælpemidler til personer med nedsat funktionsevne, så brugere og deres pårørende lettere kan finde ud af, hvor og hvordan de får bevilliget et hjælpemiddel. Pjecen beskriver seks situationer, hvor borgeren typisk kan have brug for et hjælpemiddel: * dagligdag/i hjemmet * sygehusophold/behandling hos speciallæge * transport i bil * arbejde * skole og uddannelse * dag- og botilbud Desuden indeholder pjecen en oversigt over offentlige aktører inden for hjælpemiddelområdet på Fyn. For hver aktør beskrives det primære ansvarsområde, hvilket lovgrundlag, der ligger til grund for hjælpen, samt hvilke muligheder borgeren har for at klage over en afgørelse. Ønske fra brugerne Pjecen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra brugerne om mere gennemskuelighed i forbindelse med rådgivning om og bevilling af hjælpemidler. "I amtet har vi mange tilbud om hjælpemidler. Jeg er derfor glad for, at Fyns Amt nu udsender en pjece, så den enkelte borger hurtigt kan danne sig et overblik over, hvilke muligheder, der findes på hjælpemiddelområdet, og hvor man kan henvende sig for at få kvalificeret hjælp", siger Ib Dalsfledt, formand for Fyns Amt Social- og Psykiatriudvalg. Her findes pjecerne Borgerne kan blandt andet finde pjecen i venteværelset hos de praktiserende læger, på biblioteket, på Odense Universitetshospital, Sygehus Fyn og De Samvirkende Invalideorganisationer. Desuden er det muligt at få pjecen i papirudgave eller som lydbånd ved henvendelse til Fyns Amt, Handicapafdelingen på telefon 6556 1351. Pjecen findes naturligvis også på Fyns Amts hjemmeside, http://www.fyns-amt.dk/wm136009 . |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |